Giv dit barn en god start på dagen – husk morgenmaden!
Morgenmad regnes for at være et af dagens vigtigste måltider, da kroppen efter en lang nat uden mad har brug for, at energidepoterne igen bliver fyldt op med kulhydrater.
Det er dog væsentligt, at morgenmåltidet ikke består af for mange hurtigomsættelige kulhydrater, da blodsukkeret så falder for hurtigt, og sulten igen melder sig. Højst 10% af energiniveauet i et morgenmåltid bør komme fra sukker.
Når du giver dit barn morgenmadsprodukter med et højt sukkerindhold kan det være ligesom at give slik. Enkelte af produkterne indeholder op til 40-50 gram sukker pr 100 gram, hvilket svarer til indholdet af sukker i 100 g slik som vingummi eller lakrids.
Ifølge Fødevareinstituttet, DTU, undersøgelse af danskernes kostvaner fra 2008 (upublicerede data), spiser børn i 4-14 års alderen en portionsstørrelse, der svarer til:
Cornflakes 30 g
Guldkorn 40 g
Havregryn 65 g
Müsli 70 g
Havregryn er det sundeste morgenmadEn stor portion havregryn med et par teskefulde sukker er den sundeste morgenmad man kan give sit barn. På trods af sukkertoppen, ligger havregrynsportionen langt under de fleste populære morgenmads produkter, når det gælder sukker. Havregryn og de klassiske müsliprodukter, der ikke er ristet i honning, er ernæringsmæssigt de bedste morgenmadsprodukter. De har det sundeste indhold af sukker og et naturligt indhold af fedt. En portion havregryn med rosiner og nødder vejer dobbelt så meget som en portion af de søde morgenmadsprodukter. Den samlede energi fra sukker er derfor lav. Havregrynene mætter også bedre, da de bl.a. indeholder mange kostfibre.
Forslag til sund morgenmad:
Havregrød eller havregryn med frisk eller tørrede frugt og skummetmælk
A38 eller yogurt naturel maks 1,5% edt med müsli og frisk frugt
Groft brød med magert kødpålæg, marmelade, hytteost og peberfrugt
Morgenmaden er et af dagens tre hovedmåltider, som bør være den ernæringsmæssige basis for sammensætningen af en sund kost. Hvis det grundprincip begynder at skride, så kan det føre til overvægt og gøre det sværere at få dækket sit behov for vitaminer og mineraler, ligesom meget sukker øger risikoen for huller i tænderne.