Cool SnackFrugt og grønt skal gøres mere interessant. Nyt projekt vil udnytte børn og unges tendens til at snacke mellem måltiderne og få dem til at spise mere frugt og grønt.
Det er svært at få børn og unge til at spise den anbefalede mængde frugt og grønt. Der er masser af andre ting, som de sunde fødevarer skal konkurrere med.
Hjerte og mave istedet for hovede Børn og unge tænker med maven i stedet for med hovedet, og det gør det til en udfordring at kommunikere sundhed til dem, fortæller seniorforsker ved Institut for Fødevarekvalitet, Aarhus Universitet, Merete Edelenbos. Hun er en af forskerne på ’Cool Snack’ projektet, som er et tværfagligt samarbejde mellem Aarhus Universitet, Teknologisk Institut og en række fødevarevirksomheder, hvor man blandt andet bruger filosofi, historie og teknologi til at blive klogere på børn og unges fødevarevalg.
Der skal gøres noget ved grønsagers udtryk - Børn og unge har en anden opfattelse af sundhed end voksne. De måler det ofte på, om man ser tynd ud. Men, man kan jo sagtens være tynd, selvom man spiser rigtig usundt. Ved at forstå børn og unges opfattelse af sundhed, kan vi måske blive bedre til at udvikle sunde fødevarer, som de både vælger, men også genvælger, siger Merete Edelenbos. Noget af det, Cool Snack projektet skal beskæftige sig med er, om man kan gøre noget ved eksempelvis grønsagers udtryk, som kan være med til at give børn og unge lyst til at spise dem.
– Det kan være både form, udseende og farvesammensætning. Altså kan vi gøre noget ved præsentationen af grønsagerne for at gøre dem mere snack-bare for børn og unge.
Forsknings- og Innovationsstyrelsen har bevilliget 11,4 millioner til Cool Snack projektet, som skal køre frem til år 2012.